Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.
Isabey var elev af Girardet, Dumont og David og kom efter de første trængselsår, hvor David gav ham økonomisk rygstød, snart til ære og værdighed. Under de skiftende regimer forblev han på gunstens tinde. Med portrætter af Marie Antoinette med flere vandt han ry; han portrætterede medlemmer af Nationalforsamlingen, han blev Josephines hofmaler, tegnelærer for Marie Louise, udførte på Talleyrands foranledning portrætter fra Wien-kongressen, blev Karl X’s hofmaler, under Louis Philippe adjungeret konservator for de kongelige samlinger, og Louis Napoleon tilstod ham 1848 6000 francs i årpenge.
Blandt hans mange ypperlige miniaturer regnes portrætterne af Napoleon til de bedste (han malede også Napoleon og hans marskaller på en Sèvres-vase). Et hovedværk (Førstekonsulens tropperevu i Tuileriegården) kom til Louvre, Wienkongressen til Windsor Castle; til England kom ligeledes det berømte "Marskalstaflet" (Napoleon med sine generaler). Også som litograf fik Isabey betydning: Voyage en Italie i 30 blade m. v. Isabeys kunst er godt repræsenteret i Louvre og Versailles-museet; den svenske konges samling i Stockholm omfatter dygtige miniaturer af Napoleon, kejserinde Josephine, Marie Louise, kongen af Rom m. v.