Jakob Madsen Aarhus (1538 i Århus – 15. juli 1586 i København) var en dansk teolog, sprogforsker og rektor.
Jakob Madsen Aarhus var rektor ved katedralskolen i Århus. Da han fik et kanonikat, satte indtægterne herfra ham i stand til at studere i udlandet, hvilket han gjorde i perioden 1567-74, bl.a. moderne og antikke sprog. I 1578 blev han professor i latin ved Københavns Universitet og i 1580 professor i græsk og teologi.[1] I 1585 og til sin død var han rektor ved universitetet.[2]
Jakob Madsen Aarhus var en af de første, der behandlede det danske sprog videnskabeligt og arbejdede med fonetik. Som den første i Europa udgav han i 1586 i Basel en systematik oversigt over bogstavlydene, De literis libri duo under sit latiniserede navn, Jacobus Matthiæ Arhusiensis.[3] Heri anbefalede han bl.a. at anvende bogstavet "j" ved stavning af ord som jord, bjerg og nej i stedet for "i". Hans anbefaling blev dog først efterlevet i nyere tid.[4]
Han var en af de førende fortalere for at indføre de ramistiske ideer ved universitetet.[5] Ramismen (opkaldt efter Pierre de la Ramée (1515-72)) talte bl.a. for at opbløde den ensidige fokusering på Aristoteles til fordel for især Platon.
Referencer
Litteratur
Eksterne henvisninger