Jørgen Pilegaard Jensen (10. april 1944 i Krønge- 2. oktober 2009 i Århus)[1] var en dansk rekordholder i maratonløb.
Jensen startede karrieren i Olympia Maribo men 1966 flyttede han til Århus og skiftede til AGF. Han vandt han ni danske mesterskaber på 5000 meter og 10.000 meter på bane, og på 20 km og 30 km samt maraton på landevej. På maratondistancen satte han to gange dansk rekord, senest 3. maj 1975 da han vandt Amsterdam Marathon i tiden 2.16.51.[2]
Jensen deltog ved OL i 1972 i München, hvor han blev nummer 30 i tiden 2.24.00, og i OL i Montreal i 1976 hvor han blev nummer 28 i tiden 2.20.44. Han deltog to gange på maratondistancen ved EM, hvor han i 1974 sluttede på 13. plads.
Civilt arbejdede Jensen som ingeniør og tømrermester. Han døde af bugspytkirtelkræft 2009 efter at have gennemgået en meget omfattende kræftoperation på en klinik i Kiel.[2]