Irlands geografi beskriver øen Irland, som ligger ved Atlanterhavet nordvest i Europa. Erosion fra havet har formet den oprevne vestlige kystlinje, som har mange øer, halvøer og bugter. Det vigtigste geografiske kendetegn ved Irland er den lavtliggende centrale slette omgivet af en ring af bjerge langs kysten. Det højeste bjerg er Carrauntuohill (irsk: Corrán Tuathail), som er 1.038 meter over havet.[1] Der er flere større indsøer langs Irlands floder, med Lough Neagh som den største. Den længste flod i Irland er Shannon som er 340 km lang, fra udspringet i Cavan til udløbet i Atlanterhavet syd for Limerick.