Helligåndskirken, eller Slagelse Hospitalskirke, er en kirke til beboerne på Slagelse kloster. Der har været et helligåndshus, og måske også en helligåndskirke siden senmiddelalderen, men den nye bygning er opført i 1864-1865. Kirken er en del af det fredede firefløjede anlæg Slagelse Hospital, der kan spores tilbage til 1372.[1]
Kirken ligger på Bredegade 7A og er tilknyttet Sankt Peder Sogn. Den har 150 siddepladser.[2][3]
Historie
Helligåndshuset nævnes første gang i 1372, da en borger i Slagelse ved navn Knud Nielsen skænkede en gård til præsten i Bredegade. I 1498 omtales det direkte at det har været et kapel. En række forstandere fra middelalderen nævnes ved navn i kilderne.
I 1541 blev Skt. Jørgensgården uden for byen lagt sammen med helligåndshuset, og i 1580 blev også Antvorskov underlagt det. Kong Frederik II skænkede det kongetiende af 25 sogne fra Sorø og Holbæk amter i 1582, og i 1585 skabte han en fundats for helligåndshuset/hospitalet. Fundatsen blev opdateret i 1751, men gælder stadigvæk. I løbet af tiden beskæftigede helligåndshuset sig mindre med syge, og mere med fattige og ældre mennesker, og det er denne rolle den spiller i dag, som en del af Slagelse kloster, der er hjem til pensionerede.[4]
Selve bygningen er opført i 1864-1865 af etatsråd H. Chr. Hansen, på kampestensfundamentet fra ældre senmiddelalderlige kirke.[5]