Ændringen af overfladeværdien af pH siden industrialiseringen til 1990'erneÆndringen af carbonat-ionen siden industrialiseringen til 1990'erneDiagram over kulstofkredsløbet. De sorte tal fortæller hvor meget kulstof, der er lagret i de forskellige reservoirer, i milliarder af tons ("GtC" står for giga-ton af kulstof). De blå tal fortæller hvor meget kulstof, der bliver udvekslet mellem reservoirerne hvert år. Sedimenterne, som defineret i dette diagram, inkluderer ikke ca. 70 millioner giga-ton af kalksten)Forholdet mellem kuldioxid, hydrogencarbonat og carbonat som funktion af pH
Havenes forsuring er et udtryk der bruges til at betegne den aftagende pH i havvand som skyldes optagelsen af kuldioxid (CO2) fra jordens atmosfære[1][2] Havenes forsuring kaldes også for "det andet kuldioxid-problem" og betegnes som "klimaændringens onde tvilling".[3]
Siden starten af industrialiseringen er der sket fald i havenes pH, dvs. at der er sket en øget forsuring.[4][5]
Hydrosfæren står i ligevægt med atmosfæren, specielt hvad angår kuldioxid (kultveilte), og mellem en tredjedel og halvdelen af den menneskeskabte kuldioxid-udledning ender i verdenshavene og forårsager forsuringen. Forsuringen forventes at spille en stor rolle for mange havlevende organismer, da livet er knyttet til snævre pH-intervaller. Forsuringen vil gøre det vanskeligere at danne og bevare skaller, exoskeletter og andre hårde dele af calciumcarbonat. Dyr og planter der vil blive berørt af forsuringen er kalkflagellater (nanoplankton), koraller, foraminiferer, pighuder, krebsdyr og bløddyr[6][7].
Hydrosfæren er et af de reservoirer, som indgår i kulstofkredsløbet, og indeholder anslået 38.000 gigaton kulstof. Kulstofindholdet af verdenshavene stiger med 2 gigaton om året.
Forsuringen
Kuldioxid i luften står i ligevægt med kuldioxid i hydrosfæren og fordeler sig med ca. 1% som kuldioxid, ca. 91% som hydrogencarbonat,
HCO3−, og med ca. 8% som carbonat, CO32−.
Der indstiller sig følgende ligevægte:
I denne ligevægt indgår oxoniumionen, H3O+, som bestemmende for pH.
En stigning i oxoniumionens koncentration vil betyde et fald i pH. Faldet i pH betyder en forskydning mellem carbonat og hydrogencarbonat, da hydrogencarbonat er mere opløseligt ved lavere pH. Resultatet betyder et fald i carbonat-koncentrationen, og dermed ændres forudsætningen for dannelsen og stabiliteten af calciumcarbonat.
Der er nu bevis for en effekt på havdyrenes skaller. Måling af muslingeskaller viser en betydelig tykkere skal i muslinger fra 40 eller 2150-2420 år siden sammenlignet med nulevende muslinger.[8]
^Raven, John et al. (2005): Ocean acidification due to increasing atmospheric carbon dioxide. The Royal Society Policy Document 12/05, Juni (PDF, 1,1 MB)
^Wissenschaftlicher Beirat der Bundesregierung Globale Umweltveränderungen (2006): Die Zukunft der Meere – zu warm, zu hoch, zu sauer. Sondergutachten, Berlin (PDF, 3,5 MB)
.png)
.png)
