I 1885 fik firmaet en mondæn beliggenhed i Bredgade 28, Schimmelmanns Palæ, der i årene op til blev ombygget til Concertpalaiset ved Johan Schrøder og Georg Wittrock og forsynet med pavilloner ud til gaden, hvor atelieret kom til at ligge. Schou var udtrådt umiddelbart inden (1887), og da N.C. Hansen samtidig trak sig tilbage 1889, var Weller alene om forretningen under navnet Hansen & Weller. Georg E. Hansen havde opbygget et solidt kundegrundlag hos kongefamilien, adelen og borgerskabet, som også blev kunder i firmaet i palæet i Bredgade. Weller var en af tidens mest produktive fotografer. Han valgte at gemme samtlige sine fotoplader, hvilket betød, at der ved hans død i 1900 befandt sig omkring 360.000 negativer omhyggeligt indpakket og opmagasineret i forretningen. Firmaet ophørte samme år.