Bladene sidder som regel spredt langs stænglen og er håndfliget fingrede, med tre til ni lancetformede, savtakkede småblade. Blomsterstanden er opret og beklædt med kirtler. Arten er tvebo og har han- og hunblomster på forskellige planter. Blomsterne er femtallige med et uanseligt bloster. Hanblomsterstandene er rigt forgrenede, mens de hunlige er klaselignende. Frugten er en lille nød.[2]
Anvendelse
Hamp er en af verdens ældste nytteplanter, dens historie går 8.000 år tilbage. Alle plantedele er egnet til fremstilling af levnedsmidler.[3] Den dyrkes på grund af de olieholdige frø og de indtil 25 mm lange bastceller, som danner op til 3 m lange baststave. Basten anvendes bl.a. til tovværk. Frøene anvendes som fødevare eller som dyrefoder, og olien der udvindes af frøene kan ligeledes anvendes inden for kosmetik eller medicin.[4]
Cannabis sativa bliver ligesom den anden art i Cannabis-slægten Cannabis indica anvendt som rusmiddel. Cannabis sativa har i den forbindelse en mere psykedelisk virkning end Cannabis indica, der virker mere bedøvende. Dette skyldes formodentlig det højere indhold af cannabidiol (CBD) i Cannabis indica.[5]
Alle planter og plantedele af slægten cannabis, er ulovlige i Danmark jf. bekendtgørelsen om euforiserende stoffer. Undtaget er dog cannabisfrø, stængler fra planten og lægemidlet Sativex. Selvom planter af slægten cannabis er ulovlige at dyrke, uanset indhold af det euforiserende stof THC, kan man få tilladelse til dyrkning med henblik på industrielt brug. Disse "industri-hampeplanter" skal være optaget på Europa-Kommissionens liste over godkendte hampesorter, som højst må indeholde 0,2 % THC. I 2014 talte denne liste 52 forskellige godkendte hampesorterArkiveret 25. oktober 2017 hos Wayback Machine.
Systematik
Arten Cannabis sativa blev første gang videnskabeligt beskrevet af Carl von Linné.
Det er omstridt blandt botanikere om indisk hamp er en selvstændig art (Cannabis indica) eller en underart af Cannabis sativa. Det samme gælder Cannabis ruderalis.[6]
Inden for arten Cannabis sativa L. skelner nogle autoriteter mellem to varieteter:
^Ivan Bócsa, Michael Karus, Daike Lohmeyer: Der Hanfanbau – Botanik, Sorten, Anbau und Ernte, Märkte und Produktlinien. Landwirtschaftsverlag, 2000, S. 178–179, ISBN3-7843-3066-5