Gul åkande er en vandlevende flerårig urt med aflangt hjerteformede flydeblade og bladstilke, som er afrundet trekantede i tværsnit. De omkring 25 cm lange blade er blanke og græsgrønne på oversiden, men mat lysegrønne på undersiden.
Blomstringen sker i juni-august, hvor man først ser de kuglerunde, grønne knopper og derefter de krukkeformede, ranunkelagtigeblomster. De enkelte blomster er langstilkede (op til flere meter), sidder hævet ca. 10 cm over vandfladen og er grønne på ydersiden, men smørgule på indersiden. Der er mange nektarblade mellem blosterbladene og de talrige støvdragere. Støvfanget er cirkelrundt med 15-20 radiært rettede furer. Frugterne er kapsler med mange frø.
Rodnettet består af en kort rodstol, som bærer blade, blomster og grove trævlerødder. Bladstilke og rodstok har mange luftkanaler.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 3 x 3 m (300 x 300 cm/år). Længderne er bladstilkenes længde.
Voksested
Gul åkande vokser hjemme i næringsrige damme, søer og langsomt flydende vandløb med en dybde under 3 m. Af og til ses planten også i skyggen fra bredplanterne. I Danmark er den temmelig almindelig over hele landet. Den er hyppigst mod øst.