Lamennais beskæftigede sig i sin ungdom især den franske oplysningstids filosoffer og især Jean-Jacques Rousseau. Lamennais' filosofiske skrifter er et forsøg på at sammenkæde Katolicisme med Liberalisme og oplysningstidens fremskridtstro. I den forbindelse var den institutionelle og ideologiske forbindelse mellem kirken og det feudalemonarki var ham en torn i øjet. Under indflydelse af Rousseau gik han ind for demokrati og republik og krævede tanke-, tros-, religions- og pressefrihed foruden adskillelse af stat og kirke. Samtidig var den dybt troende katolik talsmand for pavens autoritet i trosspørgsmål og gik ind for en centralisering af kirken.
Hans tanker blev fremført i tidsskriftet L'Avenir, som han udgav sammen med teologen Lacordaire, politikeren Montalembert og flere andre intellektuelle.
Hans revolutionære ideer førte uvægerlig til at han fik fjender blandt de konservativebiskopper. I 1832 fordømte pave Gregor 16., uden at nævne Lamennais navn, hans skrifter i sin encyklikaMirari vos og skrev ligeledes encyklikaen Singulari nos (1834) med undertitlen: "Om Lamennias' fejltagelser".
Lamennais anses også for at være et af grundlæggerne af Fideismen, en ekstrem form for katolsk trosfilosofi.
Værker i udvalg
Réflexions sur l'état de l'église en France pendant le 18ieme siècle et sur sa situation actuelle (1808)
De la tradition de l'église sur l'institution des éveques (1814)
Essai sur l'indifference en matière de religion (1817ff.)
De la religion considérée dans ses rapports avec l'ordre public et civil (1825–1826)
Les Progrès de la revolution et de la guerre contre l'église (1828)
Paroles d'un croyant (1800)
Le Livre du peuple (1837)
De l'esclavage moderne (1839)
Politique à l'usage du peuple (1839)
Esquisse de philosophie (1840)
Eksterne kilder
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
,_%C3%A9crivain_et_philosophe_-_P848_-_Mus%C3%A9e_Carnavalet_(cropped).jpg)
