Frederik Georg Adeler (født 25. august 1736[1], død 1810) var en dansk godsejer, officer og embedsmand, der bestred en række poster i Norge, sidst som stiftamtmand i Christianssand.
Liv og gerning
Han blev formentlig født på forældrenes ejendom Gundetved i Sjælland, og var søn af stiftamtmand Frederik Adeler.[1]
Adler skal allerede være blevet løjtnant som barn. Han forfremmedes i sit 19. år (1755) til kaptajn og fik 1756 anvist tjeneste ved 2. Vesterlenske Regiment, hvor han i 1761 opnåede sekondmajors karakter; omkring 1757 blev han kammerjunker.[1]
Efter at have fået afsked fra militæretaten i april 1764 blev han i juli samme år amtmand i Bratsbergs Amt og 1769 i kammerherre.[1] I 1771 blev han mod sin vilje forflyttet til Lister og Mandals Amt, da det ansås for mindre heldigt, at han var amtmand i det distrikt, hvor hans ejendomme var beliggende.[2] Han kom imidlertid efter ansøgning (og med en restriktion med hensyn til tømmerhandelen) allerede i 1773 tilbage til Bratsbergs Amt, hvor han efter den store ildebrand i Skien i november 1777 vandt meget popularitet ved sin store godgørenhed mod de skadelidte.[2] Tidligere samme år var han udnævnt til Ridder af Dannebrog.[2]
I 1781 blev han stiftamtmand i Christianssand, men fik afsked i 1788 i anledning af de af Christian Lofthus anstiftede uroligheder.[2]
Familie
Han var to gange gift, første gang i 1762 med Juliane Ernestine v. Cicignon (født 1744, død 1799), fra hvem han blev separeret i 1785; anden gang i 1796 med Caroline Rudolphine v. Schubarth (født 1760, død 1798), enke efter kammerjunker Jacob Løvenskiold til Borrestad.[2]
Han var ejer af Gimsø Kloster med Bratsberg, hvor hans jordbrug indbragte ham en præmie i året 1776. Da hans eneste søn, kammerjunker Anton Beatus Adeler (1767-1843), var sidste mand af slægten i Norge og svag på sjæl og legeme, bestemte faderen, at godserne efter hans død skulde tilfalde hans brorsøns linje i Danmark mod udbetaling af en livrente til sønnen.[2]
Noter
Litteratur
.JPG)
