En faldgrube eller dyregrav er et hul, en grav, en grube eller en skakt, man kan falde ned i, der kan bruges til jagt på større pattedyr.

Hulemalerier fra stenalderen i Europa viser faldgruber til jagt på rensdyr og elge. Arkæologiske udgravninger af faldgruber i Rødsmoen på Gråfjell i Norge har vist, at de er blevet brugt i en periode på 2000 år, hvor den første var den ældre bronzealder omkring 500-300 f.v.t., og muligvis helt frem til vikingetiden omkring år 1000, og herefter igen i en periode omkring 1700.^[1] I 1860 blev faldgruber som jagtmetode forbudt ved lov.^[2]

Der kan forsat findes faldgruber i det nordlige Skandinavien lavet til elge, rensdyr, ulve og bjørne.

Den oprindelige betydning skal formentlig søges i jægersproget, hvor en faldgrube er en tildækket, skjult grav, der bruges til fangst af storvildt. Den anbringes på de dyreveksler, som dyrene benytter.

Begrebet bruges normalt i overført betydning med en hentydning til fejlmuligheder, eller konsekvenser. F.eks. kan man advare en person mod at følge en bestemt vej, vel vidende, at det sandsynligvis vil gå galt.