EU-ret betegner den juridiske disciplin, der studerer den Europæiske Union (EU) og EU's regler.[1] EU-ret omfatter både regulering af det indre marked samt EU's organer og EU-rettens forskellige retsakter.[2] Et omdiskuteret aspekt af EU-ret er princippet om EU-rettens forrang over hvert medlemslands nationale ret, såsom love og andre retskilder.[3] Endvidere udgør pligten til EU-konform lovfortolkning også et aspekt af EU-ret.[4] Desuden er det væsentligt, at meget EU-ret er domstolsskabt ved EU-Domstolens retspraksis.[5] De EU-retlige principper er også relevante. EU-ret hører traditionelt til kategorien offentlig ret.[6]
Det indre marked mv.
EU's indre marked sikrer fri etableringsret samt fri bevægelighed for varer, personer (arbejdskraft), tjenesteydelser og kapital har ét medlemsland til et andet.[2] Det er ikke tilladt at opstille handelshindringer;[7] så som import- eller eksportrestriktioner.[8]
Oversigt over de friheder, som det indre marked giver:[9][10]
Foruden de nævnte friheder gælder forbud mod diskrimination pga. nationalitet med hjemmel i TEUF art. 18.[18] Forbud mod diskrimination har ”direkte vertikal virkning”.[19]
Som supplement til det nationale statsborgerskab findes unionsborgerskabet.[20] Unionsborgerskabet har hjemmel i TEUF art. 20.[21]
Hertil kommer, at et medlemsland (eller en gruppe medlemslande) kan have fremsat en erklæring (eller flere erklæringer).[25] Sådanne erklæringer er også indeholdt i Lissabontraktaten. Der findes fx erklæringer om Schengen-aftalen.[26]
TEUF art. 288 giver hjemmel til de sekundære retsakter.[27] De sekundære retsakter opdeles i bindende og ikke bindende.[28]
Bindende sekundære retsakter
Forordning gælder straks i alle enkeltheder i alle medlemslande; forordningens formål er at indføre fælles regler i hele EU.[29][30]
Direktiv skal implementeres i national lovgivning, hvilket hvert medlemsland typisk har 2-3 år til at gøre.[31][32]
EU-retten omfatter en række principper.[42]
De to vigtigste fortolkningsprincipper er princippet om E-rettens forrang og national ret og princippet om pligt til at fortolke national ret EU-konformt.[43]
EU-rettens forrang
EU-ret har forrang over national (fx dansk) ret.[44] Det har EU-Domstolen fastlagt.[45] "EU-Domstolen insisterer formelt på, at EU-retten har absolut forrang for medlemsstaternes nationale ret."[46] Netop det faktum, at EU-Domstolen har fastlagt princippet om EU-rettens forrang har ført til kritik. For EU-Domstolens retspraksis (afgørelser) er blevet beskyldt for at være aktivistisk.[47] EU-rettens forrang over national ret har EU-Domstolen udledt af Costa mod ENEL (sag 6/64).[48]
Men med sin domsafsigelse i Ajos-sagen har Danmarks Højesteret ignoreret princippet om EU-rettens forrang.[49] For Højesteret dømte efter dansk lov og ikke efter EU-rettens "princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder."[50] I Ajos-dommen undlod Højesteret at fortolke EU-konformt.[51]
Pligt til EU-konform lovfortolkning
Hvert medlemslands myndigheder har pligt til at fortolke nationale retskilder EU-konformt, så fortolkningen er i overensstemmelse med gældende EU-ret. Denne pligt blev fastslog EU-Domstolen i sin afgørelse C-14/83, von Colson og Kamann mod Land Nordrhein-Westfalen.[4] Pligten til EU-konform fortolkning er i overensstemmelse med medlemslandets loyalitetsforpligtelse med hjemmel i TEU art. 4, stk. 3.[52]
To andre principper har hjemmel i TEU art. 5, stk. 3.[53] Ifølge proportionalitetsprincippet skal der være overensstemmelse mellem mål og middel, så der kun er tilladt at anvende det mindst indgribende middel, der kan opfylde et tilstræbt mål.[54] Det følger af Nærhedsprincippet (også kaldet subsidiaritetsprincippet), at en politisk beslutning skal træffes på det laveste og mindste niveau som muligt.[55][56]
Forlade EU
TEU art. 50 fastlægger regler for, hvordan et medlemsland kan forlade EU.[57]
Præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen
En national domstol kan præjudicielt forelægge en sag for EU-Domstolen.[58] Den præjudicielle forelæggelse for EU-Domstolen har hjemmel i TEU art. 19, stk. 3, litra b.[59] Præjudiciel forelæggelse har også hjemmel i TEUF art. 267.[60] Det nationale retssystems højeste instans har pligt til præjudicielt at forelægge en sag, der angår EU-retlige regler, for EU-Domstolen; det følger af TEUF art. 267.[61]
Litteratur
Jens Evald (2001): At tænke juridisk – juridisk metode for begyndere. 3. udgave. Djøf Forlag. ISBN87-7673-010-7
^siderne 24 - 25 i Paul Craig & Gráinne de Búrca (2020): EU Law – Text, Cases, and Materials. 7. udgave. Oxford University Press. ISBN978-0-19-885664-1
