Dysprosium er forholdsvis modstandsdygtig overfor iltning ("rust") i atmosfærisk luft, men opløses let i såval fortyndede som koncentrerede uorganiske syrer under dannelse af gasformigbrint. Dets egenskaber påvirkes i øvrigt stærkt af tilstedeværelsen af selv små mængder urenheder.
Metallet er tilstrækkelig blødt til at man kan dele det med en boltsaks, men for hårdt til at deles med en kniv. Det kan forarbejdes og formgives uden at danne gnister, hvis man undgår overophedning.
Dysprosium bruges sammen med vanadium og andre grundstoffer i materialer der anvendes i lasere. Stoffets høje smeltepunkt og evne til at absorbere termiske neutroner antyder at stoffet er velegnet til de kontrolstænger man anvender i atomreaktorer. Dysprosiumoxid, også kendt som dysprosia, kan sammen med nikkel som en slags "bindemiddel" bruges til kølestænger i atomreaktorer; det absorberer neutroner uden at udvide sig eller trække sig sammen, selv efter længerevarende neutron-bombardement.
Det samlede forbrug af dysprosium verden over beløber sig til mindre end 100 tons om året.
Historisk
Dysprosium blev identificeret første gang i Paris i 1886, af den franskekemikerPaul Émile Lecoq de Boisbaudran, som påviste det i en prøve af holmiumoxid. Lanthaniderne har generelt meget ens kemiske egenskaber, så det er først langt senere, med udviklingen af blandt andet ionbytnings-processer, at det er lykkedes at isolere relativt rent, metallisk dysprosium.
Naturligt forekommende dysprosium består af de syv stabile isotoper 156Dy, 158Dy, 160Dy, 161Dy, 162Dy, 163Dy og 164Dy, hvoraf sidstnævnte er den mest udbredte med 28,18%. Dertil kender man 28 radioaktive isotoper, hvoraf 154Dy er den længst "levende" med en halveringstid på 3 millioner år. Andre tre radioaktive isotoper har halveringstider der måles i dage, mens de øvrige ligger under 10 timer.
