Division I i ishockey 1974-75 var den 54. sæson af den bedste svenske ishockeyliga. Det var samtidig turneringen om det 51. svenske mesterskab i ishockey for mandlige klubhold. De 16 deltagende klubber spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle, hvilket gav 30 grundspilskampe til hvert hold. De fire bedste hold gik videre til slutspillet om mesterskabet, der blev afviklet som en cupturnering, hvor alle opgør blev spillet bedst af tre kampe. Den følgende sæson indførtes Eliteserien som erstatning for Division I, hvilket bl.a. betød, at ligaen blev reduceret fra 16 til 10 hold. Det medførte, at de seks lavest placerede hold rykkede direkte ned i næstbedste række, som herefter skiftede navn til Division I, mens holdene på 9.- og 10.-pladsen spillede kvalifikation mod vinderne af de seks Division II-puljer om de sidste to pladser i den nye Eliteserie.
Mesterskabet blev vundet af Leksands IF, som blev svenske mestre for tredje sæson i træk og for fjerde gang i alt. Klubben endte grundspillet på andenpladsen, et point efter grundspilsvinderne Brynäs IF, som Leksand i slutspilsfinalen besejrede med 2-1 i kampe. Leksands IF indledte finaleserien med at vinde første kamp på udebane i Gävle med 3-2, men Brynäs IF udlignede føringen med en 7-6-sejr i seriens anden kamp i Leksand. Den tredje og afgørende kamp blev spillet på neutral bane i Scandinavium i Göteborg og endte 3-2 til Leksands IF efter forlænget spilletid. Roland Eriksson scorede det mesterskabsafgørende mål i overtiden.
Bronzemedaljerne gik til Timrå IK, som i bronzekampen vandt med 2-1 i kampe over Skellefteå AIK, og som dermed vandt SM-medaljer for anden sæson i træk og for tredje gang i alt.
Grundspillet blev afviklet som en dobbeltturnering alle-mod-alle med 16 hold, hvilket gav 30 spillerunder. De fire bedste hold gik videre til SM-slutspillet om medaljesættene. På grund af en reduktion af antallet af hold fra 16 til 10 i den bedste svenske ishockeyrække, der den følgende sæson skiftede navn til Eliteserien, var der ekstraordinært mange nedrykningspladser. Holdene, der endte på 11.- til 16.-pladsen rykkede direkte ned i den næstbedste række, der samtidig skiftede navn til Division I. Holdene, der sluttede grundspillet på 9.- eller 10.-pladsen, gik videre til kvalifikationen, hvor de sammen med de seks puljevindere fra Division II spillede om de sidste to ledige pladser i Eliteserien i den efterfølgende sæson.
Det var første gang siden sæsonen 1943-44, at grundspillet i Division I ikke blev afviklet i to regionalt opdelte puljer.
SM-slutspillet om mesterskabet havde deltagelse af de fire bedst placerede hold i grundspillet og blev afviklet som en cupturnering, hvor alle opgør blev spillet bedst af tre kampe.
Dette var en ændring i forhold til den foregående sæson, hvor SM-serien blev afviklet i ligaform med otte deltagere.
