Division I i ishockey 1969-70 var den 49. sæson af den bedste svenske ishockeyliga. Det var samtidig turneringen om det 46. svenske mesterskab i ishockey for mandlige klubhold. De 16 deltagende klubber var opdelt i to regionale puljer med otte hold i hver, og i hver pulje spillede holdene en dobbeltturnering alle-mod-alle, hvilket gav 14 grundspilskampe til hvert hold. De fire bedste hold fra hver pulje gik videre til slutspillet om mesterskabet, der også blev afviklet som en dobbeltturnering alle-mod-alle med 14 spillerunder. De fire lavest placerede hold i hver grundspilspulje spillede videre i Nedrykningsserien i to regionale puljer med fire hold i hver, og i hver pulje spillede holdene en dobbeltturnering alle-mod-alle, hvorefter de to nederst placerede hold i hver pulje rykkede ned i Division II.
Mesterskabet blev vundet af Brynäs IF, som blev svenske mestre for femte gang i alt og for fjerde gang i løbet af de seneste fem sæsoner. Klubben endte grundspillet som vinder af Division I Nord, og i SM-serien opnåede holdet 12 sejre og to nederlag, hvilket var nok til at vinde mesterskabet med seks points forspring til Västra Frölunda IF. Västra Frölunda IF måtte derfor nøjes med sølvmedaljerne, selvom holdet kun blevet nr. 4 i Division I Syd. Men i SM-serien var Västra Frölunda IF altså næstbedste med 18 point i 14 kampe, og dermed sluttede Göteborgholdet sæsonen med SM-medaljer for sjette sæson i træk og for syvende gang i alt.
Bronzemedaljerne blev vundet af MoDo AIK, der havde kvalificeret sig til slutspillet som nr. 2 i Division I Nord, og som i SM-serien opnåede otte sejre og seks nederlag. MoDo AIK vandt dermed SM-medaljer for første gang.
Grundspil
Division I var opdelt i to regionale puljer, Nord og Syd, med otte hold i hver. I hver pulje spillede holdene en dobbeltturnering alle-mod-alle, hvorefter de fire bedste hold gik videre til mesterskabsslutspillet, SM-serien, mens de fire lavest placerede hold i hver pulje spillede videre i Nedrykningsserien for at undgå nedrykning til Division II.
I forhold til den foregående sæson var formatet for grundspilspuljerne blevet reduceret fra en tredobbeltturnering til en dobbeltturnering. Samtidig var den direkte nedrykning efter grundspillet blevet ændret til et nedrykningsslutspil for de fire dårligste hold i hver pulje.
I Nedrykningsserien spillede de fire nederst placerede hold fra Division I Nord og Division I Syd om at undgå de fire nedrykningspladser til Division II. De otte hold var inddelt i to regionale puljer, hvor de fire hold spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle. De to nederst placerede hold i hver pulje rykkede ned i Division II.
SM-serien var slutspillet om mesterskabet og havde deltagelse af de fire bedst placerede hold i hver af de to regionale Division I-kredse. De otte hold spillede en dobbeltturnering alle-mod-alle. I forhold til den foregående sæson var formatet blevet ændret fra en enkelt- til en dobbeltturnering.