Division I i ishockey 1961-62 var den 41. sæson af den bedste svenske ishockeyliga. Det var samtidig turneringen om det 38. svenske mesterskab i ishockey for mandlige klubhold. De 16 deltagende klubber var opdelt i to regionale puljer med otte hold i hver, og i hver pulje spillede holdene en dobbeltturnering alle-mod-alle. I forhold til den foregående sæson var mesterskabsslutspillet udvidet fra fire til otte hold. Det betød, at de fire bedste hold fra hver pulje gik videre til SM-serien, hvor de otte hold spillede en enkeltturnering alle-mod-alle om mesterskabet. Siden sidste sæson var der endvidere blevet indført et nedrykningsspil, Kvalifikationsserien, hvor de fire lavest placerede hold i hver pulje spillede videre om at undgå de fire nedrykningspladser til Division II.
Mesterskabet blev vundet af Djurgårdens IF, som blev svenske mestre for femte sæson i træk og niende gang i alt. Det var første gang, at et hold opnåede at vinde fem SM-titler i træk, og samtidig tangerede holdet IK Götas rekord på ni mesterskaber i alt. Afgørelsen faldt i SM-seriens sidste spillerunde, hvor Djurgårdens IF og Västra Frölunda IF, der var blevet nr. 1 og 2 i Division I Syd, tørnede sammen, efter at begge hold indtil da havde vundet alle deres seks første kampe. På grund af holdets bedre målforskel kunne Djurgårdens IF imidlertid nøjes med uafgjort i den sidste kamp, mens Västra Frölunda IF var tvunget til at vinde for at blive mestre. Kampen endte 4-4, og dermed opnåede begge hold seks sejre og en uafgjort i SM-serien, og mesterskabet blev afgjort på, at Djurgårdens IF's målforskel (+34) var væsentligt bedre end Västra Frölunda IF's (+12). Västra Frölunda IF måtte altså nøjes med sølvmedaljerne, hvilket trods alt var holdets første SM-medaljer, og det var tilmed første gang, at et hold fra landsdelen Götaland vandt SM-medaljer. Bronzemedaljerne blev for anden sæson i træk vundet af Västerås IK, som havde kvalificeret sig til SM-serien ved at slutte på tredjepladsen i Division I Syd, og som dermed vandt SM-medaljer for anden gang.
Division I var opdelt i to regionale puljer, Nord og Syd, med otte hold i hver. I hver pulje spillede holdene en dobbeltturnering alle-mod-alle, hvorefter de fire bedste hold gik videre til mesterskabsslutspillet, SM-serien, mens de fire lavest placerede hold spillede videre i nedrykningsspillet, Kvalifikationsserien.
Kvalifikationsserien havde deltagelse af de fire nederst placerede hold i hver af de to regionale Division I-kredse. De otte hold spillede en enkeltturnering alle-mod-alle om at undgå de fire nedrykningspladser til Division II.
SM-serien var slutspillet om mesterskabet og havde deltagelse af de fire bedst placerede hold i hver af de to regionale Division I-kredse. De otte hold spillede en enkeltturnering alle-mod-alle om mesterskabet.
^Ifølge Det svenske ishockeyforbunds virksomhedberetning 1961/62 var tilskuertallet 22.307, men pt. figurerer 21.807 som det officielle tal på forbundets rekordliste.