Dezső Földes (født 30. december 1880 i Miskolc, død 27. marts 1950 i Cleveland, Ohio) var en ungarsk fægter, som deltog i to olympiske lege inden første verdenskrig.
Fægtekarriere
Földes fægtede for Fővárosi Vívóklub fra 1901, men skiftede til MAC (Magyar Atlétikai Club) i Budapest. Han fægtede med alle tre våbentyper,[1] og ved OL 1908 i London stillede han op individuelt i kårde, hvor han ikke gik videre fra indledende runde, og sabel, hvor han nåede semifinalen.[1] Han var desuden med på det ungarske sabel sammen med Jenő Fuchs, Oszkár Gerde, Péter Tóth og Lajos Werkner. Ungarerne vandt over Tyskland i første runde, og en sejr over Italien i semifinalen sendte dem i finalen. Her vandt de 9-7 over Bøhmen og fik dermed guld.[2]
I 1910 vandt han sit eneste ungarske mesterskab, hvilket var i fleuret.[1] Ved OL 1912 i Stockholm var han igen med og stillede op individuelt i fleuret og sabel. I fleuret nåede han semifinalen, og i sabel blev han nummer otte.[1] Igen var han med på Ungarns sabelhold, denne gang sammen med resten af holdet fra forrige OL suppleret med Zoltán Schenker, László Berti og Ervin Mészáros. De gik direkte i semifinalen, hvor de vandt alle kampe, og i finalen gjorde de det samme og genvandt dermed guldet, mens Østrig fik sølv og Nederland bronze.[2]
Øvrige karriere
Samtidig med, at han var aktiv fægter, opnåede han et tandlægediplom fra universitetet i Budapest. I 1912 emigrerede han til USA og åbnede et sanatorium for ubemidlede mennesker i Cleveland. Han åbnede også et par behandlingscentre i byen.[1]
Ved OL 1932 i Los Angeles var han medlem af juryen for sabelkonkurrencerne.[1]
Referencer
Eksterne henvisninger