Under navnet Marxistisk-Leninistisk Parti med listebogstavet L opstillede DKP/ml ved folketingsvalgene i 1984 og 1987. Ved begge valg fik partiet mindre end 1000 stemmer.[1][2]
Ved partiets stiftelse i 1979 blev det kendt for at støtte Albaniens form for socialisme og for at være stalinistisk. Kursen blev imidlertid lagt om efter opløsningen af den Socialistiske Folkerepublik Albanien i 1991 og det efterfølgende sammenbrud i den internationale marxist-leninistiske bevægelse, og man skulle som parti nu finde et nyt fælles fodslag og ikke danne flere "sekteriske" småpartier. Med dette i tankerne søgte partiet at promovere dannelsen af et nyt kommunistisk parti sammen med de øvrige danske kommunistiske partier, især KPiD, men KPiD valgte at hoppe fra sammenlægningsprojektet igen, hvilket i stedet fik en gruppe medlemmer af KPiD til at bryde ud og danne Kommunistisk Samling i 2005.
DKP/ML mente at den danske og internationale kommunistiske bevægelse havde været i en nedbrydnings periode op til 1989-91, ved partiets syvende kongres i 1997 var opfattelsen at bevægelsen var stille i gang med at genopbygge sig selv.[3] Andre så imidlertid denne nyorientering som et brud med den kommunistiske tradition og brød efter kongressen ud og dannede i stedet Foreningen Oktober, der senere blev til Arbejderpartiet Kommunisterne.
Nogle af partiets mest kendte sympatisører var specielt i 1970'erne og 1980'erneThomas Koppel samt hans hustru Anisette der sammen dannede det internationalt kendte band Savage Rose, som bl.a. rejste rundt i verden og var specielt kendt for sine fortolkninger af balkanmusik.
Partiet havde sin egen ungdomsorganisation frem til omkring 1990, herefter blev de unge i partiet opfordret til at melde sig ind i Rød Ungdom, en bredere gruppe af unge på venstrefløjen.