DBU Pokalen finalen 2019-20 var den 66. finale i DBU Pokalen. Den fandt sted den 1. juli 2020 på Blue Water Arena i Esbjerg. Finalen blev spillet mellem AaB og SønderjyskE. Det var AaB's 12. pokalfinale og SønderjyskE's første. Kampen blev allerede i marts 2020 rykket til Esbjerg, da Telia Parken som normalt er vært for finalen, var reserveret af UEFA i forbindelse med EM 2020, som efter planen skulle afholdes i blandt andet København.
I foråret 2020 brød COVID-19 ud i det meste af Europa og resten af verden og allerede i marts 2020, blev alt fodbold i Danmark indstillet på ubestemt tid, inkl. pokalfinalen, som ellers altid spilles på Kristi himmelfartsdag. 7. maj 2020 gav regeringen igen grøn lys til professionel fodbold i Danmark, dog med restriktioner. Derfor blev pokalfinalen programsat til 1. juli 2020, klokken 20. I juni 2020 blev tre kampe i Superligaen, afviklet med et begrænset antal tilskuere, som et forsøg. Denne forsøgsordning blev udvidet til pokalfinalen, hvorfor der blev lukket 1.750 tilskuere ind til kampen. AaB og SønderjyskE, fik 724 billetter hver.