Petersen blev født i Davinde på Fyn i 1806. Hans forældre var gårdejer Peder Corneliussen (1761-1829) og hustru Karen Rasmusdatter (1771-1834). Han bestyrede sin fødegård efter farens død i 1829 og overtog ejerskabet af gården i 1832. Petersen blev gift 7. november 1829 med Dorothea Olsen (1809-1891).[2]
Han stillede op i Nyborg-kredsen ved folketingsvalgene i februar og maj 1853, men tabte begge valg til Johan Nikolaj Gomard (med 529 stemmer til Petersen og 621 stemmer til Gomard i februar, og 434 stemmer til Petersen og 510 stemmer til Gomard i maj).[3]
I stedet blev Petersen valgt ved kåring til Folketinget 14. september 1854 ved et suppleringsvalg i Verninge-kredsen som blev afholdt fordi postmester Ove Thomsen havde nedlagt sit mandat.[4] Thomsen var i august 1854 som statsansat blevet tvunget af finansminister Sponneck til at forlade Folketinget fordi han var gået over til oppositionen.[5][6] Petersen blev genvalgt ved kåring ved de følgende folketingsvalg indtil 1869 hvor han vandt valget med 336 stemmer mod 74 stemmer til dyrlæge O.B. Thomsen fra Tommerup.[1][7] Ved det næste folketingsvalg i 1872 skiftede han til Kerteminde-kredsen som valgte ham ved afstemning mod forskellige modstandere ved alle folketingsvalg indtil hans død i 1876.[1][8][9]
Petersen tilhørte den nationalliberale gruppering i Folketinget fra 1854 til 1865. I 1865 forlod han de nationalliberale og blev en af dem som blev kaldt de syv vise Bønder. Petersen var med at stifte Mellempartiet i 1866.[1] Bruddet med de nationalliberale skyldtes uenighed om den omdannelse af Landstinget som blev gennemført med Grundloven af 1866.[2]
