Baggrunden for filmen var, at Eon Productions havde erhvervet filmrettighederne til alle James Bond-bøgerne, på nær Casino Royale, der siden 1960 havde tilhørt Charles K. Feldman.[1] Feldman planlagde oprindeligt en seriøs filmatisering, men vejen til det store lærred blev vanskelig, og da man endelig kom i gang med filmen, havde projektet ændret karakter til en parodi.[2] Derefter blev indspilningerne til en dyr og kaotisk affære, der involverede tre manuskriptforfattere (Wolf Mankowitz, John Low, Michael Sayers) og fem instruktører.[3][4] Samtidig gav Peter Sellers anledning til konflikter og forlod endda optagelserne i utide.[5][6] For at redde optagelserne blev der derfor indsat en indledning og slutning med David Niven.[2]
Den endelige resultat endte med at blive en mildest talt forvirrende og usammenhængende film,[7] som anmelderne da også var overvejende kritiske over for.[8][9][10][11] Filmen havde dog et vist held med Burt Bacharachs musik, der blev nomineret til en Grammy Award.[12] Sangen "The Look of Love" sunget af Dusty Springfield blev tilsvarende nomineret til en Oscar for bedste sang.[13]
.svg){kind=small}
