Bork Festival, indtil 2018 Bork Havn Musikfestival, er en musikfestival, der afholdes ved Bork Havn mellem Tarm og Nørre Nebel ved sydenden af Ringkøbing Fjord. Festivalen finder altid sted i uge 31.
Festivalen der startede som en havnefest har været arrangeret siden 1979 og arrangeres af de lokale idrætsforeninger, der er samlet i Bork Forenede Klubber. Festivalen foregår i tre store telte, hvor der er plads til 3.800 gæster i det største;[1] Der er en festivalcampingplads med plads til cirka 4.500 mennesker. Indtil 2012 blev den afholdt selve havnen, men siden er den flyttet til en festivalplads lige uden for byskiltet.