Borgerkrigen i Nordyemen var en borgerkrig som blev udkæmpet i Nordyemen fra 1962 til 1970 mellem jemenitiske royalister som ønskede monarkiets bevarelse, og republikanere som ønskede at vælte kongedømmet og oprette en panarabisk republik svarende til NassersÆgypten. Krigen begyndte med at republikanske oprørere anført af hæren under Abdullah al-Sallals kommando gennemførte et statskup i 1962 som afsatte den nyligt kronede imamMuhammad al-Badr, og erklærede Yemen er republik med Sallal som præsident. Al-Badr flygtede til de nordlige dele af Nordyemen og forsøgte at skaffe støtte fra nordlige shia-stammer til at generobre magten.
På royalistsiden støttede Jordan og Saudi-Arabien med militærhjælp, og Storbritannien støttede i det skjulte. Republikanerne var støttede af Ægypten og fik kampfly fra Sovjetunionen.[2] Både irregulære og konventionelle fremmede styrker deltog i krigen. Ægyptens præsident Nasser støttede republikanerne med 70.000 ægyptiske styrker og våben. Trods flere militære bevægelser og fredskonferencer blev situationen fastlåst i midten af 1960'erne.
Ægyptens store involvering i Nordyemen er anset som en medvirkende årsag til landets katastrofale nederlag i seksdageskrigen mod Israel i juni 1967. Efter dette nederlag begyndte Nasser at trække tropper ud af Nordyemen.
Den militære situation i 1967: Rød = kontrolleret af royalisterne, sort = kontrolleret af republikanerne.
Sallal blev afsat ved et kup 5. november 1967. Den nye republikanske regering var ledet af Abdul Rahman Iryani, men situationen i hovedstaden Sana'a var ustabil, og royalisterne som nærmere sig fra nord, indledte en belejring af Sana'a i november 1967. Det lykkedes for republikanerne at bevare kontrollen over Sana'a, og i februar 1968 blev belejringen hævet. Der var skiftende sammenstød og fredsforhandlinger mellem parterne indtil 1970 hvor Saudi-Arabien anerkendte republikken.[13] og en våbenhvile trådte i kraft.[14]
Ægyptiske militærhistorikere refererer til krigen i Nordyemen som deres Vietman.[4] Historikeren Michael Oren (tidligere israelisk ambassadør i USA) skrev at Ægyptens militære deltagelse i Yemen var så katastrofal at Vietnamkrigen sagtens kunne være blevet kaldt Amerikas Yemen.[15]
Litteratur
Dresch, Paul (1994-01-27). Tribes, Government, and History in Yemen. New York: Oxford University Press. s. 480. ISBN978-0-19-827790-3. OCLC19623719.
Jones, Clive (2004). Britain and the Yemen Civil War, 1962–1965: Ministers, Mercenaries and Mandarins: Foreign Policy and the Limits of Covert Action. Brighton ; Portland Or.: Sussex Academic Press. ISBN978-1-903900-23-9. OCLC54066312.
--- Originalt udgivet som The wages of war, 1816–1965, 1972.
Noter
^ abMichael Brecher og Jonathan Wilkenfel. A Study of Crisis: p324-5. University of Michigan Press. 1997. "The four actors in the first phase of the long Yemen War were Jordan, Saudi Arabia, Egypt and Yemen"
^ abcSandler, Stanley. Ground Warfare: The International Encyclopedia. Vol.1 (2002): p.977. "Egypt immediately began sending —military supplies and troops to assist the Republicans... On the royalist side Jordan and Saudi Arabia were furnishing military aid, and Britain lent diplomatic support. In addition to Egyptian aid, the Soviet Union supplied 24 Mig-19s to the republicans."
^"B&J": Jacob Bercovitch and Richard Jackson, International Conflict: A Chronological Encyclopedia of Conflicts and Their Management 1945–1995 (1997)
^Singer, Joel David, The Wages of War. 1816–1965 (1972)
^[1]Arkiveret 20. marts 2012 hos Wayback Machine "Since 1965, the Libyan-backed Front for the Liberation of Occupied South Yemen and the National Liberation Front had unleashed brutal violence on British forces in the south. In the end, the conflict claimed some 200,000 lives."
