Balthazar Conrad Lange (født 25. marts 1854 i Asker, død 13. september 1937 i Oslo) var en norsk arkitekt.
Lange startede sit arbejdsliv efter at være gået ud af realskolen i Arendal i 1869 med at være assistent i et år hos arkitekten Nestor Thomassen. Han gik derefter i lære som murer, før han i efteråret 1879 tog til Oslo, hvor han blev elev hos arkitekten Jacob Wilhelm Nordan og elev på Den kongelige tegneskole (Tegneskolen) i tre år indtil 1873. I 1873 stiftede han sammen med otte andre Norsk arkitektforening. På trods af det nationale navn kom foreningen imidlertid kun til at bestå af de ni medlemmer i de to år den eksisterede indtil 1875.[1] Lange selv fik et såkaldt håndværksstipendium efter studietiden for at fuldføre sin uddannelse som arkitekt på Polytechnische Institut i Hannover i 1875-1877.
Lange tegnede også flere bygninger i Arendal, idet han var gift med Elise Kløcker, der tilhørte byens borgerskab. Han tegnede blandt andet en ny bankbygning til Arendals Sparebank, der imidlertid aldrig blev opført, da banken gik konkurs i 1886.[2]
Lange blev bygningsinspektør hos stadsarkitekten i Oslo, og i 1898 blev han ny stadsarkitekt, hvilket han forblev indtil han gik af med pension i 1920.