Atco Records blev grundlagt i august 1955 som en division i Atlantic Records.[1] Planen med mærket var at udgive produktioner af Herb Abramson, der var vendt tilbage til Atlantic efter at have gjort tjeneste i hæren.[2] Det var også tanken, at der på mærket skulle udgives produktioner, der ikke passede ind i Atlantics format, der dengang bestod i udgivelser af blues, jazz og R&B/soul. Navnet Atco er en forkortelse af ATlantic COrporation.
Atco udgav i 1966 The Whos single "Substitute" i USA, da der var opstået uenighed mellem orkesteret, rettighedshaverne og The Whos sædvanlige pladeselskab i USA Decca Records. The Who udgav ikke andet på Atco, med to af bandets medlemmer, Pete Townshend og John Entwistle udgav senere på Atco som soloartister.
I midten af 1970'erne udsendte Atco en række tidlige album for australske AC/DC, indtil AC/DC's udgivelser i 1978 blev overtaget af Atlantic.
Stille år og afvikling
Atlantic nedprioriterede Atco i midten af 1970'erne, hvor mærket primært blev anvendt til udgivelser af britiske og europæiske bands. I 1980 blev Atco atter synlig med succesfulde udgivelser af Pete Townshends album Empty Glass og Gary Numans "Cars", men mærkets profil blev i 1980'erne udvisket. Det sidste nr. 1 hit på Atco var Sweet Sensations "If Wishes Came True" i 1990. I 1991 blev Atco lagt sammen med Atlantics nystartede EastWest Records America, der kortvarigt fik navnet Atco–East West Records America indtil 1994. Herefter blev Atco-mærket alene anvendt til genudgivelser af ældre materiale udsendt gennem Elektra Records. Mærket blev i 2005 benyttet til en udgivelse af soundtracket til en film om Bobby Darins liv, Beyond the Sea, der havde Kevin Spacey i hovedrollen med fortolkninger af Darins sange.