Aragoniens krone (aragonsk: Corona d'Aragón, catalansk: Corona d'Aragó, spansk: Corona de Aragón) var et konfødereret, sammensat monarki, hvor en konge herskede med en personal og dynastisk union over kongeriget Aragonien og grevskabet Barcelona. På sit højeste i det 14. og 15. århundrede var Aragoniens krone et thalassokrati, der kontrollerede en stor del af det, der i dag er det østlige Spanien, dele af det sydlige Frankrig og et middelhavsrige, som blandt andet omfattede de Baleariske øer, Sicilien, Korsika, Sardinien, Malta, Syditalien (fra 1442) og dele af Grækenland (indtil 1388). Kronens forskellige riger var ikke forenet politisk med undtagelse af på kongens niveau, hvor kongen herskede over hver autonom entitet ifølge dens egne love, indkrævede skatter under hver sin skattestruktur, og håndterede hver lovgivende Corts forskelligt. Af denne grund bliver det i dag ofte beskrevet at rigerne under Aragoniens krone (hovedsageligt kongeriget Aragonien, fyrstendømmet Catalonien og kongeriget Valencia) i højere grad fungerede som en konføderation end som et enkelt kongerige. Af samme grund skal Aragoniens krone ikke forveksles med kongeriget Aragonien, et af unionens medlemmer, hvorfra den har sit navn.
Forment var Aragoniens krones politiske centrum Zaragoza, hvor monarkerne blev kronet i La Seo. De facto var hovedstaden og det kulturelle, administrative og økonomiske centrum dog Barcelona, fulgt af Valencia. En fjerde vigtig by, og havn, var Palma på Mallorca.
De lande, der i dag kendes som Spanien og Portugal, gennemgik i Middelalderen efter 722 en turbulent tid kaldet Reconquistaen (spansk for "generobringen"), hvor de nordlige kritsne kongeriger kæmpede mod de islamiske taifasmåkongeriger i syd.
I den sene middelalder stødte Aragoniens krones udvidelse sydpå sammen med den castilianske udvidelse østpå i regionen Murcia. Efter dette vendte Aragoniens krone sit fokus mod Middelhavet, hvor det med tiden lykkedes at udvide kronens territorium til at nå både Grækenland og Barbareskstaterne. Lejesoldater fra kronens territorier, kendt som almogàvers, deltog i oprettelsen af dette "middelhavsrige".
Aragoniens krones våbenskjold stammer fra de lignende våbenskjold tilhørende greverne af Barcelona og kongerne af Aragonien.[2] Vimplen blev udelukkende brug af kronens monarker, hovedsageligt til at udtrykke deres suverænitet.[3]Jakob 3. af Mallorca, en vasal under kongeriget Aragonien, anvendte et våbenskjold med fire striber, som kan ses på illustrationerne i Leges palatinae.
Sammensætning
Kronen bestod af de følgende stater (som i dag er dele af de moderne lande Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland, Malta og Andorra).
Forenet med Aragonien i 1162, hvorved kronen blev dannet. Mellem det 12. og 14. århundrede udviklede det fælles institutioner og lovgivning med resten af de catalanske grevskaber, hvilket skabte fyrstendømmet Catalonien.
I 1297 oprettede Pave Bonifatius 8. kongeriget ex novo[4] og tildelte det til den aragonesiske konge Jakob 2., hvorved han samtidig ignorerede de allerede eksisterende, indfødtes stater; Aragonien påbegyndte først erobring af øen i 1324. Kongeriget blev tabt i 1714.
Hersket over som et uafhængigt kongerige[5] af familiemedlemmer eller relaterede medlemmer af det aragoniske dynasty fra 1282 til 1409; blev derefter permanent tilføjet til kronen; tabt i 1713
^Léon Jéquier. Actes du II Colloque international d'héraldique. Breassone 1981. Académie internationale d'héraldique. Les Origines des armoiries. Paris. ISBN2-86377-030-6.(fransk)
^"La bandera de Aragón". Autonomical Government of Aragon. 6. marts 1997. Arkiveret fra originalen 29. maj 1997. Hentet 2008-04-20. Page on the official flag of Aragon and the origin of the "palos de gules" or "barras de Aragón" (spansk)
^Formelt inklusive Korsika, som dog aldrig blev erobret eller kontrolleret af Aragonien eller Spanien.
.svg)
.svg)
.svg){kind=small}
