Anders Jessen (født 27. januar 1851 i Hjarup, død 9. oktober 1929 i Vamdrup) var en dansk gårdejer og politiker. Hans var medlem af Folketinget fra 1898 til 1910. Han var valgt for Venstrereformpartiet, men forlod partiet i 1909.[1]
Jessen var søn af Gårdejer Jeppe Jessen på Østergård i Hjarup sydvest for Kolding. Han gik på Askov Højskolei i nogle vintre og var værnepligtig i Fredericia hvor han gik korporalskolen. Han købte en gård i Hadsten i 1877, men vendte tilbage til fødeegnen for at overtage sin fars gård i starten af 1880'erne. Han drev gården til 1915, hvor en søn overtog den, og han flyttede til Vamdrup.[1]
Jessen havde en del tillidsposter. Han var formand for Hjarup Andelsmejeri "Enghavegård" fra det blev oprettet i 1885. Han var medlem af sognerådet i Vamdrup-Hjarup Kommune fra 1889 til 1894. Han var formand for Skolekommissionen, formand for Hjarup Hesteforsikring, menighedsrådsmedlem og medlem af bestyrelsen for en brugsforening.[1]
Politisk tilhørte han Venstrereformpartiet. Han stillede op i Vonsildkredsen ved folketingsvalget i 1898. Ved valget vandt han over gårdejer Jeppe Paulin fra Højre, som havde vundet kredsen fra Enevold Sørensen i 1892 og forsvaret sit folketingsmandat i 1895. Det blev efterfølgende til genvalg for Jessen indtil han ved valget i 1910 ikke længere genopstillede. Han havde forinden i 1909 brudt med Venstrereformpartiet og tilsluttet sig den udbrydergruppe som var dannet i protest mod partiets holdning til forsvaret og Københavns befæstning.[1]
Referencer