Sammen med Thomas Aquinas, som var hans elev, var Albertus en af de vigtigste repræsentanter for den middelalderligeskolastik. Han indtrådte 1223 i dominikanerordenen og blev efter studier i Padua og Paris lærer i flere tyske byer, bl.a. Köln.
Albertus lavede den første systematiske tolkning af Aristoteles' skrifter i middelalderen og søgte at påvise at der ikke findes nogen modsigelse mellem Aristoteles' tænkning og kristentro. Han var også en for sin tid fremstående naturvidenskabsmand og kaldes for doctor universalis, lærer på alle områder, på grund af sin vidtfavnende lærdom.
