Adelheid tilhørte fyrsteslægten Wettin og blev født efter 1160 som datter af markgreveOtto den Rige af Meissen. Hun mødte sin fremtidige ægtemand i 1170'erne, hvor Ottokar var i eksil i Meissen, og de blev gift i 1178. De blev muligvis tvunget til at gifte sig på grund af graviditet og brylluppet fandt sted uden deltagelse og samtykke fra deres familier. I 1179 bosatte de sig i Bøhmen, da Ottokars bror Frederik overtog magten. Ottokar modtog Markgrevskabet Mæhren som len, hvor han deltog i flere krigshandlinger, inden han i 1192 blev anerkendt som hertug af Bøhmen af den tyske kejserHenrik 6.. Allerede i 1193 blev han afsat, og han og hans familie blev tvunget til igen at forlade Bøhmen og vende tilbage til Tyskland. Adelheid vendte tilbage til sit barndomshjem hos broderen Didrik i Meissen, mens Ottokar gjorde tjeneste hos forskellige tyske fyrster, og parret levede adskilt. Da Ottokar vendte tilbage til Bøhmen i 1197, fulgte hun ikke med ham. Efter mere end 20 års børnerigt ægteskab anmodede Ottokar om en annullering af ægteskabet på grund af for nært slægtskab og giftede sig igen i 1199 med Constance af Ungarn. Adelheid anerkendte ikke skilsmissen, men hun fandt ringe vilje hos paven til at kæmpe for hendes sag. Paven trak dog skilsmisseprocessen i langdrag for at presse kong Ottokar. I 1205 vendte Adelheid tilbage til Bøhmen med sine døtre, men da Ottokars anden hustru fødte en søn samme år, erklærede paven skilsmissen for gyldig, og Adelheid forlod Bøhmen.[1]