Medlemmerne i A Friend in London mødte hinanden på Vostrup Efterskole lidt uden for Tarm i Vestjylland. Bandet vandt i 2008 den europæiske finale i musikkonkurrencen Bodog Million Dollar Battle of the Bands, med over 40.000 deltagende bands på verdensplan, hvilket resulterede i et job på den canadiske musikfestival North By NorthEast og efterfølgende en lang række jobs i Canada. De har blandt andet spillet på Canadas største branchefestival Canadian Musik Week, på det landsdækkende morgen-show Breakfast TV og har to gange turneret en hel måned i staten Ontario.