AIK Fotboll er en svenskfodboldklub, der spiller i den svenske fodboldrække Allsvenskan. AIK Fotboll blev grundlagt i 1896 af idrætsklubben AIK, der selv var grundlagt i 1891.
AIK Fotboll har spillet Allsvenskan i 83 sæsoner (pr. 2014) og er derved den svenske klub, der har spillet flest sæsoner i den bedste svenske række. Klubben vandt sit første svenske mesterskab i sæsonen 1931/1932[1] og er blevet svensk mester i alt 11 gange. Klubben er nr. 3 på den svenske maratontabel og nr. fem på listen over flest svenske mesterskaber.
Klubben er en af de få svenske klubber, der har spillet i gruppespillet i Champions League. AIK deltog i gruppespillet i sæsonen 1999-2000, hvor de opnåede et enkelt point mod Fiorentina.
Holdets hjemmebane mellem 1937 og 2012 var det tidligere svenske nationalstadion Råsunda Fotbollsstadion. Fra og med 2013 har holdet haft Friends Arena som hjemmebane.