Ved nordkysten ligger Danzigmand Klit, der er den højeste af klitterne, som kanter det fredede områdes nordkyst. Herfra er der en fin udsigt mod syd over hele Syrsig, som er et stort, fladt mose- og hedeområde med en del småvander.
Syrodde udgør det nordøstligste punkt på Læsø, og syd herfor ligger halvøen Bløden Hale og barriereøerneStore Knot, Lille Knot og Knogen, der repræsenterer det alleryngste af øen, idet disse områder er lagt til af havet i løbet af de sidste få århundreder. Mens nordkysten af Læsø over store stræk eroderes af havstrømmene, bliver der ved Bløden aflejret sand og grus i et strandvoldsmønster, som de fleste steder let kan erkendes i landskabet. Strandvoldene, som udgør den ”tynde” og sydligste del af Bløden Hale, er ikke mere end 50-60 år gamle. Mod syd dukker der mange steder sand- eller stengrunde op, som ikke figurerer på kortene. Nogle af dem vil snart forsvinde igen, de fleste bliver i længere tid.
Fra toppen af Danzigmand kan man gøre gode iagttagelser. Herfra ses sælhunderevet mod nordvest med mulighed for at se sæler. Danzigmand har sit navn efter et skib fra Danzig, som strandede her i 1741. I hele området ses også rigtig mange fuglearter under forårsfugletrækket, også mange småfugle.
Litteratur
Knud Dahl: Fredede områder og statsskove. Jylland; København 1987; ISBN87-87030-33-0 (opslag 37: "Østenden af Læsø", s. 28-29)
Tommy Dybbro: De danske ynglefugles udbredelse; København 1976; ISBN87-87604-00-0
Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landskabet" (Større danske fuglelokaliteter Bind II); Dansk Ornitologisk Forening, København 1980; ISBN87-87604-03-5